Bliv spejder

sørøverspejdereSkovgruppen – en del af Det Danske Spejderkorps

Til dagligt og på ture og lejre bruger spejdere naturen og lærer at færdes i den på en god måde. På ture og lejre oplever du sammenhold, tester dine færdigheder og udvikler dig som menneske, når vejret driller, så sokkerne bliver våde eller solen varmer så meget, at vandreturen må brydes med en siesta og en snak under et træ.

Vi kan meget mere udenfor end indenfor

Spejdere tager på vandretur, klatrer på klipper, sejler i kano og sejlbåde, sover i telt eller bivuak og bruger hele natten i soveposen på at snakke sammen, laver mad over bål i sol og i regn, finder og lærer om planter og dyr, tager på et orienteringsløb om natten og laver aktiviteter sammen med andre. Som spejder bruger du naturen sommer, efterår, vinter og forår.

 Vi har udfordringer til enhver alder

I Skovgruppen er vi eksperter i friluftsliv. Hos de yngre spejdere bruger vi leg, fantasirammer og lattermusklerne. Vi undersøger naturen omkring os og lærer at klare os selv. For de ældre spejdere skal udfordringerne være større. Vi lægger vægt på medbestemmelse og ansvar og spejderne oplever action og adventure gennem vores aktiviteter. Gennem kurser for spejderne og lejre i udlandet, danner spejderne venskaber og internationale relationer.

Du er velkommen til at deltage i vores spejdermøder, og se om spejderarbejdet er noget for dig inden du beslutter dig.

Du kan læse mere i velkomstfolderen for Det Danske Spejderkorps (se nedenfor) eller se den vedhæftede folder for Skovgruppen. Er der problemer eller spørgsmål i forbindelse med indmeldelse, er du velkommen til at kontakte os på medlem@skovgruppen.dk.